| Flere

Gulerødder til de frivillige

I Haderslev Svømmeklub bruger de gulerødder frem for pisk i jagten på at få flere frivillige. De frivillige får adgang til særlige hold og motionscentret til bonuspris.

Foto: Nils Rosenvold
Fortæl den gode historie om klubben, så bliver det mere attraktivt for frivillige at give en hånd med

Haderslev Svømmeklub kalder det et frivillighedsmedlemskab. Man kunne også kalde det en gulerod.

Fidusen er, at forældre og andre, der gør en indsats som frivillige i klubben, kan få det særlige medlemskab for kun 200 kroner pr halve år. Det giver adgang til to gange ugentlig aftensvømning, familiesvømning her lørdag og mulighed for at bruge motionsrummet, når det åbner.

- Vi vil gerne gøre noget for vores frivillige og give dem et godt tilbud. Samtidig vil vi fortælle den positive historie om, at det er sjovt at være frivillig og gøre en forskel i klubben, siger formand Bo Secher.
Foto: Nils Rosenvold
Formand Bo Secher (med den stribede trøje) er med til at løfte klubben ved at give frivillige som John Morsing særlige fordele.

Sjovt at være frivillig

For at få medlemskabet skal man være aktive mindst en dag. Og det særlige medlemskab skal være med til at signalere, at det er sjovt at være frivillig.

- Med medlemskabet har vi en god historie, når vi skal bede folk om at være med. I stedet for blot at spørge, om folk vil være frivillige, så har vi et ekstra tilbud, så ydelsen også går den anden vej, og de får noget igen. Det gør, at en vanskelige spiselig ting om at rive tid ud af kalenderen bliver fulgt op af noget positivt, forklarer Bo Secher.

Frivillige får en bonus

Klubben har hvert år over 100 frivillige i sving, ikke mindst til Syd Cup og andre stævner. Sidste år var der dog blot 15, der tegnede frivillighedsmedlemskabet, men i år skulle der gerne komme endnu flere.

En af dem er John Morsing der bl.a. har været frivillig hjælper på en opstartsweekend for unge svømmere og ageret praktisk hjælp til Syd Cup. Hans to døtre svømmer i klubben, og han synes godt om ideen om at de frivillige får en bonus.

- Det er fint, at klubben bruger gulerod i stedet for pisk for at få flere frivillige, og at der er nogle fordele ved at være frivillig, siger John Morsing.

Opdateret 29. september 2011 Af Majbritt Lykke Andersen

Ejer: Kommunikationsafdelingen